Tips om sikkert password

Her er gode råd til at huske dine kodeord

1. Inddel dine koder i kategorier

De allervigtigste tjenester som eksempelvis UC SYD mail/Office365, digital signatur og netbank skal have deres egne individuelle passwords, der ikke bliver brugt andre steder.

Så kan der være en knap så vigtig kategori, hvor enkelte tjenester deler et password, og til sidst kommer den mindst vigtige kategori, hvor alle tjenesterne bruger et password, der er let at huske.

2. Husk på en sætning

De mest sikre koder består ofte af abstrakte bogstav-sammensætninger, der ikke umiddelbart giver nogen mening. Men et password er lettere at huske, hvis det indgår i en kontekst.

Du kan finde en sætning, der er let at huske, og tager det første bogstav i hver af ordene i sætningen. Det giver dig en kode, der virker helt tilfældigt for udenforstående, men stadigvæk er let at huske.

Man kan fx tage en linje i en sang, en remse eller en sætning og bruge forbogstaverne i hvert ord. Eller man kan have et system med bogstaver fra fodboldspillere, dyr eller madingredienser kombineret med tal og specialtegn. Ved at have sit eget system kan man nemt opdatere med nye passwords, når man bliver bedt om det.

Andre gode råd om adgangskoder:

  • Undgå at gemme passwords til vigtige systemer (eks. din UC SYD konto) i din browser.
  • Videregiv aldrig din kode og brug aldrig andres kode
  • Brug login-tjenester der understøtter to-faktor-autentifikation, når det er muligt
  • (2-faktor autentifikation betyder, at du både skal bruge brugernavn, password og en tredje ting (eks. en kode der sendes til din mobil, eller en autentifikationsapp så som Microsoft authenticator.)
  • Gem adgangskode et sikkert sted: i dit hoved. Når man laver sikre koder, der er let at huske, behøver man ikke skrive dem ned i en fil som kan stjæles og misbruges
  • Skift kode hvis du mistænker at den er blevet lækket (øjeblikkeligt hvis den bliver stjålet)

Hvis du har mange passwords, kan du overveje at bruge en passwordmanager app. UC SYD kan ikke anbefale et specifikt produkt men kan give eksempler på passwordmanager applikationer:

  • Proton pass
  • Nord VPN
  • Bitwarden

Regler for sammensætning af password:

  • De består af minimum 12 tegn

3 ud af disse 4 skal være opfyldt:

  • Mindst 1 stort bogstav
  • Mindst 1 lille bogstav
  • Mindst 1 tal
  • Mindst et specialtegn
  • Brug IKKE æ, ø, å, Æ, Ø, Å. De godkendes når du laver dit password, men nogle af vores systemer virker ikke med dem.